Vinkort


Citat: Svend Rasmussen – Berlingske Tidende

"I det hele taget er søren k’s vinkort mundvandsdrivende læsning – vi nævner i flæng Fritz Haag, Ravenau og Leflaive blandt de hvide og Prieuré-Roch, Lafon, Leroy og Pingus hos de røde – og er forsynet med et saftigt-poetisk forord af førstebibliotekar Stig T. Rasmussen, der i hvert fald på vinområdet afliver myten om blodfattige bibliofile."

Citat: Kina, omkring år 800

"Et skær af grønt i en gammel flaske, en gnist af rødt fra en stueild, et snefnug ude i vintermørket - er nogen stemt for et bæger vin?"

Digtet sætter et altomfattende rum - komplementærfarver, hvidt og sort (alt og intet), inde og ude, kulde og varme, et fuldendt hele, der samles i digterens umiddelbare sansning.

  • Grønt som de nyplantede rismarkers lysende grønne nuancemylder og hemmelighedsfuld jade; saftrige smaragdskrænter og bøgeskovenes filigranvifter.
  • Rødt som det dybeste fløjl og sortsugende roser, dunkeltfunklende granater, violetkantede rubiner, teglskær og luende lava.
  • Hvid som kulden, der giver den grøngyldne dugg på krystallet, sprødhed i smagen, al læskende lækkerhed i husvalende drag.
  • Mørk som det formløst vældende intet, baggrund for snefnuggets uhørt ødsle elegance i dets få, formfuldendte sekunder.

Vinen er en tidlig kulturplante, en knortekæp med friskgrønne skud (velsmagende med krydret fyld) og matgrønne eller blårødnende bær, der fanger guddommen i et sydende kar.

Den artsrige stamfader satte sin ark på grund på Ararats bjerg og plantede vin som noget nær det første efter vandfloden. Der gror stadig vin på de kanter - kraftige sager med næserivende duft af petunia og smag af nykogte rødbeder; men måske med udviklingspotentiale i fade af eg, der kan knitre i ilden og som giver vaniljeanelser fra sydlige have - kan hænde urafsættet for højstemte oplevelser i væld bag væld af skovdufte tonet af finsvampe og kaprifolier, diskret læder og violer, animalsk fært og underfundig parfume.

Hvor vin ikke kan gro, finder de flydende sanseglæder andre veje: kornet giver brød, men også gylden drik med aroma af kerner understreget af mosens pors og den højtklatrende humle (der tit skygger druerne, hvor solen truer). Buske sætter blade med smagshemmeligheder, der aflokkes dem med kogende vand fra skarpt rangdelte kilder og forsøder tilværelsen for værdige embedsmænd og ædruelige skønånder. Og buske sætter bær, hvis ristede kerner fra stejle bjergsider over hede sletter holder vågen efter druernes vidtløftigheder og er som nattens mørke under alkymiens opfindsomme opforædling af vinen i gyldentglødende bid. 

Læs digtet igen - med vin til - et univers i glasset.